Koncerthuset

Koncerthuset i Mariehaven er ikke længere en idé på en serviet – det er et projekt, vi er i fuld gang med at forme.

Mariehaven placerer sig helt unikt, centralt i Ansager og direkte op til beskyttet natur, og den kobling bliver endnu stærkere med den nye ankomst: gennem Byens Park, over Ansager Å og ind i Mariehaven, hvor koncertsalen møder gæsterne og leder dem videre ind i haven.

Udendørs træscene med band, der spiller musik foran et stort publikum i en park omgivet af træer.
Sammenspil med naturen

Ambitionen er tydelig: bygningen skal blende ind i naturen – ikke konkurrere med den. Selvom en koncertsal kræver volumen, er det et centralt designgreb at nedskalere oplevelsen af bygningens størrelse. Derfor placeres koncertsalen tæt omgivet af høje træer og den eksisterende bebyggelse, så bygningen fra afstand opleves med en forgrund, der får helheden til at træde roligt tilbage i landskabet.

Materialer og bløde linjer skaber et imødekommende hus

Materialerne taler samme sprog. Koncertsalen beklædes udvendigt med mørkebrune rafter, mens en lavere glasbygning snor sig omkring den høje facade og gør mødet på nært hold mere let og imødekommende.

Formen er skabt med bløde linjer uden én primær retning, så huset opleves venligt fra alle vinkler – og naturligt at bevæge sig omkring.

Mod Mariehavens centrale torv beplantes en større væg med efeu, så bygningen i endnu højere grad falder til ro i helheden og ikke stjæler opmærksomheden fra Mariehavens øvrige rum.

Glas, overdækning og fleksible rum

Inde og ude bindes sammen af store glaspartier i facade og overdækning, der skaber en flydende overgang mellem haven og opholds- og bevægelsesarealerne omkring koncertsalen. Overdækningen leder gæster ind i Mariehaven og fungerer samtidig som foyer ved koncerter og til bespisning.

Balkonen foran koncertsalen får også flere funktioner: den kan være tribune til den åbne scene, og trappen kan bruges som en mindre tribune til arrangementer på torvet. Koncerthuset bliver dermed ikke kun et rum til koncerter, men et aktivt element i hele Mariehavens liv.

Fleksibel sal til 500–600 gæster med optimal udsigt og tilgængelighed

I selve koncertsalen bliver der plads til 500–600 gæster fordelt på to niveauer – gulv og balkon – og hele bygningen bliver let tilgængelig med elevator. Forrest er gulvet plant med mobile stole, så der kan skabes plads til kørestole eller etableres intimkoncerter med borde og bespisning.

Resten af gulvet stiger række for række, så alle får udsyn, og balkonen stiger ekstra for både komfort og sigtelinjer. Alt fra akustik og interiør til funktion og flow er bearbejdet med ét mål: at skabe den bedste oplevelse for gæster, optrædende og frivillige.

Et koncerthus til uforglemmelige øjeblikke – store som små

Koncerthuset skal skabe rammer for oplevelser, man aldrig glemmer. Ikke kun de store øjeblikke, men også de små: en stemme, der står knivskarpt i rummet, en sang der samler alle, en stilhed der siger mere end applaus.

Det er fremtidens Mariehaven, skabt med respekt for naturen, med plads til kunsten og med hjertet vendt mod publikum.

Stemning for alle

Køb billetter til koncerter og arrangementer på Program & Biletter.

Stor gruppe ældre mennesker sidder udendørs på stolene med hænderne løftet i solen.